Programmet
Hovedværket i sommerstævnets Gruppe A er Lars-Erik Larssons "Forklædt Gud" for kor, sopran, baryton, recitator og klaver. Desuden følgende korsatser, som står flot sammen med hovedværket: "Yndigt dufter Danmark" (Svend S, Schultz), "Jeg ser de lette skyer" for kor og sopransolist (Eyvind Lender) og "Aften" (Søren Birch). Vi er så heldige at koret dirigeres af Stefan Parkman og ledsages til koncerten af sopran og barytonsolist samt klaver og recitator. Alice Granum indstuderer de første dage af korstævnet.
Forklædt Gud
er en smuk lyrisk suite fra 1940 af Lars-Erik Larsson. Det er nyromantisk musik, der regnes som et af de mest elskede værker i Sverige. Det er lige så populært i Sverige som Fynsk Forår af Carl Nielsen er i Danmark. Teksten af Hjalmar Gullberg er baseret på en tragedie fra antik mytologi om guden Apollon, sangens gud, der - i Euripides' drama Alkestis - er dømt til at optræde forklædt som menneske i et år og tjene som karl hos kong Admetos i Thessalien. Det er Apollons far, Zeus, der har straffet Apollon, fordi han slog kykloperne ihjel. Alkestis er gift med Admetos, som hun elsker så højt, at hun vil gå i døden for ham. Apollon er blevet så glad for Admetos’ behandling af ham, at han laver den aftale med skæbnegudinderne, at Admetos kan undgå døden, hvis en anden vil dø i hans sted. Det vil Admetos’ egen dronning Alkestis - Sikken tragedie! Lars-Erik Larsson (1908-1986) er en af de betydeligste repræsentanter for nyere svensk musik. Han studerede hos Alban Berg, og har skrevet musik for fløjte, obo, klarinet, fagot, waldhorn, trompet, basun, violin, bratsch, cello, kontrabas og klaver. Han har skrevet balletter, 3 symfonier og en opera, Prinsessan av Cypern.
Instruktøren
Stefan Parkman beklæder Eric Ericson-professoratet i korledel-se ved Uppsala Universitet. Siden 2010 har han været Director Cantorum ved universitetet. Fra sæsonen 2014/15 blev han chefdirigent for WDR Rundfunkchor Köln. I perioden 2002-2005 var Stefan Parkman chefdirigent for Sveriges Radios Kor, og fra 1989-2002 chefdirigent for Danmarks Radios Kor. Han dirigerer jævnligt professionelle kor i Europa og USA samt Rundfunkchor Berlin, RIAS Kammerchor, Chor des Bayerischen Rundfunks, NDR Choir Hamburg, SWR Vokalensemble Stuttgart, Groot Omroepkoor (hollandsk radios kor), Choeur de Radio France, Nederlands Kamerkoor, BBC Singers London og Trinity Choir New York. Stefan Parkman underviser jævnligt på masterclasses, seminarer og workshops over hele Verden. Han har desuden virket som fast dirigent for Kungliga Filharmoniska Kören, Stockholm og Uppsala Domkyrkas Gosskör. Siden 1993 har Stefan Parkman stået i spidsen for Uppsala Akademiska Kammarkör. Vi kan se frem til et glædeligt gensyn med Stefan, som sidst gæstede Kor72 på Askovstævnet i 1996.
Grupperne
Gruppe A - Klassisk voksengruppe (du er her) Gruppe B - Rytmisk voksengruppe Gruppe C - Børnegruppe Gruppe D - SYNG Ungdomsgruppe
|