Danmark synger julen ind i DR

OBS: frem til d. 26. december kan du se eller gense udsendelsen på DR.DK - KLIK HER for at se med

VIGTIGT: Vi har udsendt link til øvenoder til alle deltagere d. 1. november, yderligere info udsendt på mail d. 15. november. Se efter mail i spam, hvis du ikke finder den i din indbakke. Gmail-brugere kan med fordel også lede i mappen til promoveringer; findes mailen ingen steder, kontakt sekretariat@kor72.dk.

Oplever du problemer med at modtage mails fra Kor72, kan du prøve at tilføje mailadressen sekretariat@kor72.dk til dit mailprograms liste med afsendere, du har tillid til. Det bør øge chancen for, at vores mails når frem til din indbakke.

Vi glæder os til jul, ikke mindst fordi DR igen har inviteret Kor72 til at være med til at synge julen og julestemningen ind i DRs Koncerthus, så vi nu kan åbne for deltagelse i det store kor, der skal synge sammen, når DR synger julen ind for hele Danmark.

1. søndag i advent d. 27. november i DRs Koncerthus.

Poul Emborg vil styre slagets gang og udover det store amatørkor vil  DR Koncertkoret og DR Børnekoret stå i spidsen for koncerten. Som der efterhånden er tradition for, transmitteres koncerten live på DR2 og på dr.dk.

Aftenens værter er Katrine Muff og Mathias Hammer

Forudsætninger for deltagelse

Vi gør opmærksom på, at DR-huset er et stort hus, og da koret kan opholde sig og øve et stykke fra koncertsalen, vil det være nødvendigt, at man kan holde til at gå ad trapper og gange, da elevatorkapaciteten er begrænset. Deltagere skal være forberedt på ventetid i løbet af dagen, da øveforløb skal afstemmes med øvrige medvirkende og selve tv-produktionen.

Satserne indstuderes hjemmefra, for øveforløbet bliver kort på dagen. Antallet af satser og hvilke, det bliver, følger snarest, når vi har fået programmet fra DR. Det bliver tilgængelige og enkle satser, så det er muligt at indstudere hjemme, og Kor72 laver øvelinks. Det store Kor72-kor er til dette projekt ikke i fokus med store værker, men synger for på flere fælles julesange, og har derudover nogle korsatser sammen med Koncertkoret. Det er altid et utroligt dejligt og stemningsfyldt projekt at deltage i som korsanger. 

Deltagere printer selv noder, som medbringes i en sort mappe.

Deltagelse er som sædvanlig under hensyntagen til stemmefordeling/balance og fysiske pladshensyn; vi har 300 korpladser.

DR og Kor72 har valgt, at det igen i år er gratis at deltage.

Selvom deltagelse er gratis er jeres tilmelding og medvirken naturligvis lige så forpligtende som ved betalingsstævner. Vi opfordrer jer således til inden tilmelding allerede nu, hvor julen synes langt væk, at tænke ind i, at I trods juletravlhed og familiearrangementer der kommer, når december nærmer sig, vil prioritere dette arrangement i kalenderen.

Publikumsbilletter sælges via  DR Koncerthusets billetsalg HER

 

Kor72s stævneaktiviteter er støttet af:
Kunstfonden LOGO small JPG