Sommerstævne i Tønder uge 30

TØNDER SOMMERSTÆVNE I UGE 30?
JA, i Kor72 håber og satser vi på, at vi med den store genåbningsplan løbende får større muligheder for at mødes og synge sammen, og vi åbner derfor tilmeldinger til årets sommerstævne i Tønder i uge 30, fra søndag d. 25. juli kl. 14 til lørdag d. 31. juli kl. 9.

Grundet genåbning og mange ubekendte vedrørende både forsamlingsforbud, afstandskrav m.m. bliver korstævnet i år gennemført med færre deltagere end normalt. Læs mere om dette under Deltagelse.

BESKRIVELSE AF GRUPPER
Vi glæder os til igen at mødes til en uges kor med børn, unge og voksne og vi skal selvfølgelig skele til, at der i 2020 var 100-års fejring af genforeningen, og i særdeleshed til, at vi igen kan genforenes i sang.

Traditionen tro er der musikalske fristelser på flere ”hylder”. Vi har samlet et inspirerende hold med et dejligt program til de enkelte grupper, og som vanligt vil vi alle på tværs af grupper og aldre synge sammen morgen og aften.

Tag hele familien med og glæd jer over at synge sammen og at synge hver for sig i grupperne og have tid til at se jer omkring i frokostpausen. Vi kan glæde jer med 4 inspirerende grupper, to for voksne, en for børn og en for unge.

Læs meget mere om de forskellige grupper ved at klikke på dem:

Gruppe A - Klassisk voksengruppe
Gruppe B - Rytmisk voksengruppe
Gruppe C - Børnegruppe
Gruppe D - SYNG/Ungdomsgruppe

DELTAGELSE
Grundet Covid 19 er vi til årets sommerstævne desværre nødt til at gennemføre med færre deltagere end normalt, da der stadig vil være behov for større opmærksomhed på pladsforhold og hygiejne til sommer.
Hvis restriktioner tillader det, forventer vi at kunne gennemføre med 170 deltagere, fordelt med følgende antal i de 4 grupper:

Gruppe A: 70 deltagere
Gruppe B: 60 deltagere
Gruppe C: 25 deltagere
Gruppe D: 25 deltagere

Deltagelse bliver under hensyntagen til pladsforhold/pladskrav, stemmefordeling og familieskab. Medlemmer af Kor72 og Syng har førsteprioritet.
Vi ved det er ærgerligt at vi ikke kan rumme så mange som vi plejer, men er glade for, at vi trods alt kan forvente at gennemføre med en stor flok. Vi laver naturligvis ventelister, så vi kan fylde pladserne op ved evt. afbud, eller åbne til flere pladser, hvis det bliver muligt i forhold til restriktioner.

Deltagelse og afvikling vil blive gennemført efter de til den tid gældende restriktioner ifølge myndighederne. Forventelige krav til deltagere i henhold til gældende restriktioner er fx Coronapas (Coronapas fungerer som dokumentation for nylig negativ test, vaccination eller tidligere smitte med coronavirus).

FORPLEJNING OG OVERNATNING
Som sædvanlig kan der bestilles mad og overnatning via tilmeldingen. Vi opfordrer til, at I læser beskrivelserne vedr. de forskellige muligheder grundigt igennem. Man kan også selv finde overnatning via B&B eller turistbureauet (ferielejligheder osv.)

Glæd dig til spændende, velkendte, nye, overraskende og særlige oplevelser på sommerstævnet. Lad flere generationer synge og tag hele familien med til Tønder i uge 30.

Vi glæder os til at synge med jer.

Læs om detaljeret programtidsplan HER