Jul med Oh Land, kæmpekor og Aarhus Jazz Orchestra i Aarhus d. 9. - 11. december

VIGTIGT: Vi har udsendt bekræftelse til alle deltagere d. 28. oktober og betalingsoplysninger d. 1. november. Mail med øvelink udsendt d. 4. november. Se efter mail i spam, hvis du ikke finder den i din indbakke. Gmail-brugere kan med fordel også lede i mappen til promoveringer; findes mailen ingen steder, kontakt sekretariat@kor72.dk.

Oplever du problemer med at modtage mails fra Kor72, kan du prøve at tilføje mailadressen sekretariat@kor72.dk til dit mailprograms liste med afsendere, du har tillid til. Det bør øge chancen for, at vores mails når frem til din indbakke.
___

Kor72 afslutter 50 års-jubilæumsåret med et stort, flot korstævne og koncert i Store Sal i Musikhuset Aarhus i samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra og solist Oh Land under titlen: Kimer i Klokker. Ole Faurschou instruerer og dirigerer.

Vi inviterer korsangere til at synge julen ind i et kæmpekor med et helt nyt og spændende projekt i en form, der er inspireret af juleoratoriets opbygning. En form, hvor der veksles mellem solistiske indslag, orkester og korsatser. Nyskrevne tekster af Iben Krogsdal binder det hele sammen og slår julestemningen an.

Koret synger både sammen med solisten og alene med orkestret. Oh Land synger også nogle sange solo. Korsatserne vil være tilgængelige og iørefaldende med både kendte og traditionelle julesatser, og også flere nye julemelodier og satser: Kimer I Klokker, Dejlig er Jorden, Hold håbet op, nyt arrangement af Oh Lands Julefeber, En stjerne skinner i nat (Oslo Gospel) og flere andre.

Det bliver stort og flot; det bliver julefeber - og vi håber, at rigtig mange vil være med til at synge julen ind i Aarhus.

Deltagelse og forberedelse: Vi er i Store Sal og der er plads til mange korsangere. Deltagelse er som altid under hensyn til stemmebalance og plads, og endvidere har medlemmer af Kor72 og Syng førsteprioritet for deltagelse. Satserne vil være smukke og tilgængelige at indøve, og der bliver lavet øve-materiale, så man kan øve godt på sine stemmer inden stævnestart.

Måske er I mange fra jeres kor der ønsker at deltage og kan øve sammen inden, og I kan bruge nogle af satserne som en del af jeres egen julekoncert.

Kor72 samarbejdede i Carl Nielsen-året (2015) med Aarhus Jazz Orchestra, og det glæder os meget, at vi igen kan samle et stort kor med orkestret – nu omkring julens toner.

Publikumsbilletter købes via Musikhusets billetsalg: https://www.musikhuset.dk/kalender/julekoncert-med-aarhus-jazz-orchestra

Instruktør:

Ole 2014 k i47exg 1Ole Faurschou debuterede som kordirigent i 2003 fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Han har desuden studeret orkesterdirektion ved ”Universität für Musik und Darstellende Kunst” i Wien.

Som fast dirigent for Akademisk Kor Århus og Musikstuderendes Kor ved Aarhus Universitet høstede Ole stor anerkendelse for koncerter og CD-indspilninger. Ole underviser nu ved SDMK i Esbjerg, samt DKDM i København, samt på Malko Dirigentskolen.

Ole er en meget efterspurgt instruktør, arrangør og lærer på stævner og kurser i Danmark og udlandet. Derudover får han plads i kalenderen til talrige opgaver som gæstedirigent for både kor og orkestre.

Kor72s stævneaktiviteter er støttet af:
Kunstfonden LOGO small JPG

Praktiske oplysninger

Tid
Fredag d. 9. december kl. 19-22
Lørdag d. 10. december kl. 9:30-17
Søndag d. 11. december kl. 9:30-17:30 senest

Sted
Festsalen på Aarhus Katedralskole, Skolegyde 1-3, 8000 Aarhus

Koncert
Søndag d. 11. december kl. 16 i Store Sal, Musikhuset Aarhus

Instruktør
Ole Faurschou

Solist
Oh Land

Orkester
Aarhus Jazz Orchestra

Repertoire
Julesuite: Kimer i Klokker

Pris for deltagelse
Stævneafgift 350 kr.
Unge under uddannelse 175 kr.
Ikke-medlemmer 350 + 125 kr.
Kontaktpersoner i Kor72 medlemskor 175 kr.
Korledere i Kor72 medlemskor deltager gratis.

Medlemmer af Kor72 og Syng har førsteprioritet.

Tilmeldingsfrist
D. 26. oktober. Kontakt sekretariatet for at høre om evt. ledige pladser: sekretariat@kor72.dk