Vi glæder os til for tredje gang at invitere til Rytmisk Korstævne på Askov Højskole, denne gang med Tine Fris-Ronsfeld og med temaet
Under huden - Rytmisk korstævne med bid, hjerte og nerve.
Kom og vær med når vi folder sange og stemmer ud og fordyber os i smukke og til tider komplekse arrangementer af nyere sange for rytmisk kor. Vi skal synge den dramatiske ballade Winter af Tori Amos samt 1-2 andre af Tine Fris-Ronsfelds a cappella-arrangementer. Vi skal arbejde med groove, klang, dynamik og frasering og leve os ind i musikken, så den kryber ind under huden på os. Derudover skal vi synge Tines kor-arrangement af den nye fællessangsklassiker Fortabt er jeg stadig.
Med et internatstævne i en hel weekend med overnatning og forplejning kan vi tage et godt dybt spadestik med nogle udfordrende arrangementer, og få tid til at gå i dybden med musikken og arbejde med musikalske detaljer. Lørdag er der en god lang frokostpause, så der er tid til at gå en tur. Lørdag aften bliver der middag med hygge og korsang på slap line.
Vi slutter korweekenden af med en åben prøve for højskolens gæster og venner kl. 15 og slutter senest kl. 15.45.
Velkommen til en weekend med Tines inspirerende univers.
Deltagelse og forberedelse: Deltagelse til dette stævne er under hensyntagen til stemmebalance og plads. Nogle af satserne bliver sendt ud i ugen op til, så I kan kigge lidt på dem, men det store seje indstuderingstræk er i selve weekenden, hvor I får udleveret noder.
Instruktøren
Tine Fris-Ronsfeld er professionel sanger, komponist, arrangør og korleder. Hun er solistuddannet dirigent i rytmisk korledelse fra Det Jyske Musikkonservatorium og har en kandidatgrad i rytmisk sang fra samme sted. Tine er meddirigent, arrangør og sanger i a cappella-koret Vocal Line, sanger og sangskriver i vokalgruppen Postyr og desuden tidligere dirigent for korene Lyt og Syng Selected. I det internationale kormiljø er Tine kendt som en passioneret sanger, korleder og formidler. Sammen med Kristoffer Fynbo Thorning har hun udgivet en række håndbøger om kor-opvarmning og icebreakers, og derudover har Tine udgivet en lang række albums og kor-noder. Hun skriver for førende internationale kor som bl.a. Vivid Voices, Jazzchor Freiburg og Bonner Jazzchor, og har mere end 20 års erfaring med coachings og workshops på alle niveauer i Danmark, Europa, USA og Asien. Tine er desuden forkvinde for Aarhus Vocal Festival, medlem af Contemporary A Cappella Society of America's Advisory Board og European Choral Associations tænketank 'SingTank'. Mere info om Tine: www.tinefris-ronsfeld.com/bio
Kor72s stævneaktiviteter er støttet af:

|