Kor72 markerer sig igen med et korstævne i Viborg i forbindelse med Viborg Internationale Kirkemusikfestival i weekenden d. 8.-10. marts og med en ekstra øve-søndag d. 3. marts. Denne gang gælder det det fantastiske kor- og orkesterværk af Joseph Haydn: Skabelsen. Oratoriet Skabelsen bygger på første Mosebog og er en storslået hyldest til verdens tilblivelse. Værket fik kæmpe succes allerede i Haydns levetid, og det regnes for en af hans fornemste kompositioner. Værket er i 3 dele og dermed et stort og fyldigt værk. I respekt for helhedsoplevelsen af værket vil enkelte satser udgå således at den samlede varighed bliver ca. 1,5 time uden pause. Søren Birch er instruktør og dirigent på projektet, som er et samarbejde med Orkester MidtVest. Vi synger det flotte værk til koncert i Viborg Domkirke søndag d. 10. marts med et stjernehold af solister: Frederikke Kampmann, sopran, Gerald Gerinck, tenor, og Steffen Bruun, bas. Deltagelse og forberedelse: Da koncerten afholdes i domkirken er der ikke stole til korister under generalprøve og koncert. Det vil undervejs være muligt for koret at sætte sig kortvarigt på podierne. Der vil være plads til ca. 130 korsangere og deltagelse vil som sædvanligt til disse projekter være under hensyntagen til stemmefordeling og pladsforhold. Fordelingen af pladser sker af hensyn til stemmebalance mm. IKKE efter først til mølle-princippet alene. Repertoire: oplysning om, hvilke korsatser der synges fra værket, følger. Noder: orkestret og dirigent bruger Carus-udgaven. Har du ikke selv noden på forhånd, skal du anskaffe denne, så du kan nå at øve hjemmefra. Vi formidler salg til udgaven fra Carus. Oplysning vedr. køb af node følger. Andre udgaver kan bruges, dog er det da vigtigt at man tilføjer satsnumre og takt-tal der refererer til Carus. Vi mailer inden stævnestart et oplysningsark til deltagerne, så man kan tilføje dette. Der er meget gode muligheder for at øve sig via Cyberbass.com. Instruktøren
Søren er ved siden af dirigentvirksomheden også aktiv som komponist og arrangør, og har i løbet af de seneste år fået udgivet en del af sine korværker på Wilhelm Hansen Musikforlag. Læs mere om Søren på hans hjemmeside www.sorenbirch.dk Stævnet er støttet af: |