Sommerstævne 2018 - Gruppe D - Ungdomsgruppen

Ungdomsgruppen SYNG optræder med Jens Johansen på Torvet i Tønder 2017

Programmet

I samarbejde med Kor72 glæder SYNG sig over igen at kunne invitere til sommerstævne i Tønder i uge 30 2018 - denne gang i selskab med instruktør Astrid Vang-Pedersen.

Som vanligt vil der være fællessang for alle grupper både morgen og aften, men specielt for jer, vores medlemmer (og ALLE unge, der er vilde med at synge i kor!) er den rytmiske ungdomsgruppe særlig interessant.

I Syng-gruppen bliver der denne sommer fokus på performance og fortælling på scenen - kort sagt: Vi skal lave musik, der kommer ud over scenekanten!! 
Elementer som stomp og enkel koreografi vil få os til at udvide vores kropslige bevidsthed og scene-komfortzone, mens vi synger fede satser, som f.eks. O Lands "Wolf and I" og Zap Mamas "Take me, Coco". Der vil desuden være et element af afrikansk inspiration på årets stævne, idet det i år er 100 år siden frihedsikonet Nelson Mandela blev født, hvorfor vi vil hylde ham og den særlige Sydafrikanske fællesskabsfilosofi Ubuntu, som betyder: "Jeg er, fordi du er!”
Astrid skriver: Jeg glæder mig meget til at synge og groove med jer, vel mødt!

Instruktøren

AstridVPAstrid Vang-Pedersen er uddannet kor- og ensembleleder fra Det Fynske Musikkonservatorium og fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun leder to vokalensembler, Dopplers (www.dopplers.dk) og Papaya (www.papaya.dk), der har fokus på dramatiske og kommunikative aspekter af vokaloptræden, og hun laver ofte workshops om dette emne i både ind- og udland. Fokus er på musikalsk overskud i repertoiret i kombination med fysisk bevidsthed, kommunikative redskaber og musikalsk intuition på scenen. Astrid har solid erfaring med dette fra arbejde med egne vokalensembler, undervisning på Det Jyske Musikkonservatoriums efter- og videreuddannelse, samt teambuilding-workshops for en række virksomheder og institutioner.

Som forsker har Astrid udviklet konceptet Koncert Design, som er et værktøj til anvendelse i den kreative proces med at skabe æstetiske og sanselige koncertoplevelser. Resultaterne har hun præsenteret på konferencer og workshops i bl.a. Norge, Ungarn, Frankrig, Brasilien og Letland. Astrid er også komponist og debuterede i 2012 med musikken til teaterforestillingen Pagten, ligesom hun komponerer og arrangerer kormusik.

Grupperne

Gruppe A - Klassisk voksengruppe
Gruppe B - Rytmisk voksengruppe
Gruppe C - Børnegruppe
Gruppe D - Ungdomsgruppe (du er her)