Barbershop & Beautyshop

Barbershop for mænd m. Jonas Rasmussen og Beautyshop for kvinder m. Bonnie Denise.

Barbershop: Kun for mænd

Kære tenorer og basser: Så er der en hel speciel invitation til jer. Velkommen til korstævne med Barbershop på programmet. Barbershop-stævne er nyt i Kor72-regi, og vi glæder os til at sætte det i søen, endda med Jonas Rasmussen som instruktør for herregruppen. 

Der vil være fart over feltet når Jonas Rasmussen sætter fut i mandsstemmerne. Barbershop er en helt speciel måde at synge og tænke på, og vi vil komme til at lege med både danske og udenlandske barbershopsange. Jonas Rasmussen vil undervejs i indstuderingen blive assisteret af Yngve Lyngsø, og Jonas´ barbershop kvartet HusAar vil være til stede lørdag eftermiddag for at give deltagerne det sidste skub. HusAar barbershopkvartet er Danmarks førende barbershopkvartet.

Kom og nyd mandsfællesskabet og de tætte klange på en helt ny måde! Vi satser stort og har plads til mange deltagere, så skynd jer at tilmelde jer og tage alle jeres mandlige korvenner med. Lad os få en barbershop-fest!

Beautyshop: Kun for kvinder

MEN kære kvinder: Glæd jer også, da vi særligt for jer til dette stævne åbner for en mindre Beautyshop-gruppe med Bonnie Denise.

I Beautyshoppen skal vi forkæles med nogle lækre arrangementer af de store jazzhits fra 30'ernes USA. Vi skal synge sange af gruppen The Andrews Sisters, hvis stil udspringer af den traditionelle barbershop med dens tætte harmonier og uovertrufne stemmeføring.

Vi afslutter stævnet lørdag eftermiddag med en åben prøve, hvor vi synger stævneprogrammet og også får en minikoncert fra Jonas´ barbershopgruppe HusAar (Læs mere om gruppen på: https://www.facebook.com/husaar/)

Deltagelse og forberedelse

Alle er velkomne og da klangene ligger tæt i denne stilart, er det vigtigt, at du til denne workshop inden stævnestart har øvet på din egen stemme. Øvelinks følger via denne side.

Instruktørerne

Jonas RasmussenJonas Rasmussen er uddannet kordirigent fra University of Cambridge i England og Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. Efter at være flyttet hjem til Danmark er Jonas nu Folkekirkens Ungdomskors korkonsulent i NORD og sangkonsulent hos Sangkraft Aarhus, samt dirigent for Akademisk Kor Århus, Ungdomskoret Aarhus U og Barbershopkoret BarbAros. Han har tidligere været dirigent ved Stockholms Drengekor og Värmlands Nations Kor i Uppsala. I 2014 vandt han Syng Sydfyns konkurrence for unge kordirigenter. Desuden er Jonas ofte engageret som instruktør på kurser rundt om i landet og har en stærk passion for at dirigere både amatører og professionelle.

Bonnie Denise er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium 2008 med sang som hovedfag, og Bonnie.dirigentafsluttede i 2013 solistklassen i rytmisk korledelse fra det Jyske Musikkonservatorium.
Er arrangør, beatboxer og sanger i vokalgrupperne Momentum og Harmonize.
Bonnie synger med på Bobby McFerrins album "VOCAbularies" og har sunget kor for Etta Cameron og andre danske kunstnere både live og i studiet. Bonnie har lagt sangstemme til flere tegnefilm bl.a. Elias og Kongeskibet og Villas vilde dyr, og har derudover suppleret med VoiceEmbodiment, en 2-årig efteruddannelse for professionelle sangere.